Loading

Junglehjorte 600-700 år gamle træer, bjerge og brusende floder – i disse helt usædvanlige omgivelser gælder det jagt på kronhjorte i New Zealand.

Tekst: Max Steinar. Foto: Thomas Lindy Nissen

Hjorten er meget aggressiv og meget selvsikker. Den står og hamrer sit gevir ind i en tyk træstamme, så det lyder, som om man slår to stykker tørt træ mod hinanden. Den bliver ved og ved i over ét minut.

Jeg står med buen hævet og pilen på strengen, og hjorten er ikke længere end cirka 20 meter væk.

Men jeg kan ikke se en skid. Den tætte urskov skjuler hjorten fuldstændigt.

Så stopper larmen af gevir mod stamme.

Marcel Powell – min guide – og jeg forstår, at hjorten igen tager bestik af, hvor ”konkurrenten” er, og derfor giver Marcel et kort, forsigtigt brøl, som klart signalerer, at ”jeg er her altså endnu, men jeg er godt nok lidt skræmt af dit pral med geviret”.

Hjorten brøler opildnet og sætter i gang hen imod os.

Jeg trækker buen og forventer at se hjorten passere på bjergskrænten nedenfor os. Han kommer til syne – men han vinkler 90 grader mod min venstre side med det klare formål at forsøge at få fært af sin ”konkurrent”, idet vinden bærer fra os og hen langs bjerget. Det drejer sig kun om få meter, før den fæle fært af mennesker rammer hans lugtesans.

Idet hjorten er fri mellem to træer, laver Marcel en ganske kort strubelyd.

Hjorten stopper brat, drejer hovedet og stirrer imod os. Afstanden er blot ni meter.

Jeg slipper pilen og ser i et glimt, hvordan den slår ind lige på lungeregionen.

Hjorten kaster sig rundt og løber ned ad bjerget. Den stopper på cirka 15 meters afstand som for at tage bestik af, hvad pokker der skete. Blodet pulser ud fra begge sider af brystkassen.

Så drejer han og løber i sit tidligere spor hen langs bjerget og forsvinder. Men jeg hører, at han falder, og kan også høre ham ralle.

Der bliver stille.

Marcel kommer helt op tæt på mig: – Hvor så du pilen ramme?

Jeg kan høre hans puls slå igennem hans hvisken. Jeg smiler for mig selv. Jeg er tydeligvis ikke alene om at have adrenalinet pumpende gennem kroppen.

Jeg svarer, at jeg føler mig sikker på mit skud, og han nikker og bekræfter observationen.

Junglens vilkår

Vi puster ud og venter et par minutter, som giver mig lejlighed til at reflektere over min jagtlykke.

Det er fjerdedagen på jagten, og vi har slidt som galejslaver op og ned ad de jungleklædte bjergskråninger. Jeg havde for længst erkendt, at uden en smule held ville jeg ikke få noget bytte, for selv med hjorte på helt klos hold – hvis de kom det – skal der en skudåbning til i den tætte jungle. Men jeg havde også forstået, at jeg med Marcel Powell som guide er ekstremt godt hjulpet. Den 30-årige newzealænder har imponeret mig voldsomt med sin kunnen. Jeg har selv eksperimenteret med at brøle til hjorte, og jeg har hørt andre danskere og polske guider gøre det samme. Men Marcel er i en liga for sig selv. Han blæser ikke i sit korte, sorte pvc-rør, nej, han suger luften ind og kan lave en ekstremt vellignende imitation af strubelyden på en brunsthjort. Derudover er han en mester i at ramme lige det rette niveau af aggression, som han indretter efter, hvordan den pågældende hjort selv optræder.

Hjorten, jeg lige har skudt, kaldte han ind fra bunden af flodlejet en halv kilometer i fugleflugtslinje og cirka 300 højdemeter under os. På bjerget på den anden side af floden regerer en gammel pladshjort at dømme ud fra hans brøl, og ham vil jeg gerne bide skeer med senere.

Vi går til skudstedet. Pilen er gået lige igennem og sidder boret ned i jorden. Alle tre faner er dækket af blod.

Vi følger det tydelige blodspor, og efter knap 40 meter ligger den forendte hjort. En ulige tiender.

Jeg sætter mig ned på hug, lægger min hånd på ham og takker for mit jagtheld.

Marcel smiler til mig. Han skød sin første hjort med bue som 13-årig og har i alt nedlagt cirka 150 stykker klovbærende vildt med buen (plus et firecifret antal med riflen). Altså også på det punkt en usandsynlig kompetent jæger.

Se Marcel Powell kalde hjortene ind

GPS

Sidst på eftermiddagen, da vi nærmer os den statsejede hytte her i Whirinaki Nationalpark, ser vi Thomas Lindy Nissen sjoske afsted foran os. Hele hans kropssprog fortæller om dyb udmattelse. Han har jagtet på egen hånd og havde i timevis forfulgt en hjort, som han flere gange var på helt tæt hold af, men uden at få en skudmulighed. Tættest var han, da han kunne se benene på den, men uden at få bladet fri. Så drejede den og forsvandt.

Han var bange for at være faret vild, og selvom han havde en GPS med, kunne han stadig komme i uføre ved at ende ved en lodret skrænt tæt på solnedgang. Udover GPS medbragte han også en såkaldt Beacon, som er det sidste halmstrå, hvis man kommer i seriøse problemer. Når man aktiverer den, går der et signal til alarmcentralen, og en redningshelikopter sendes ud.

Det er en udfordring i sig selv at komme fra a til b på jagt i New Zealand.

Det betragtes IKKE som et seriøst problem at skulle overnatte på kanten af en bjergskrænt, angst for at gå i mørke. Kun alvorlige uheld som en brækket legemsdel tages for gode varer, alt andet risikerer man selv at skulle betale for. Og en helikopter med fuldt lægeudstyr og mandskab koster et større femcifret beløb – i timen.

Vi lægger vore buer og vort grej ved hytten og går de godt 100 meter ned til floden. Vores gennemsvedte kroppe jubler over at blive dyppet og vasket trods det kun 10-12 grader varme vand.

Aftensmaden står på nyfanget regnbueørred (Marcel snuppede en flot fisk på tre kg) samt rygfilet af den nedlagte hjort, søde kartofler og én øl.

Den nat sover jeg for første gang rimeligt. Jeg havde lidt voldsomt af jetlag de første to-tre dage, hvor jeg vågnede kl. to uden at kunne sove igen. Thomas havde det lige sådan, men kunne trods alt fornøje sig ved tanken om, at han allerede på førstedagen havde haft heldet og dygtigheden til at nedlægge en hjort, helt på egen hånd.

Aftensmaden står på nyfanget regnbueørred

Brøl på brøl

Næste dag er taktikken at gå til toppen af en højderyg og derfra tage bestik af lydbilledet mod venstre, fra den anden side af den dal, hvor den gamle hjort regerer.

Da vi efter at have gået opad i 45 minutter nærmer os toppen, hører vi en hjort brøle på højre side af ryggen. Vi kigger på hinanden. Her havde vi set et glimt af en hjort på turens anden dag, mon ikke det er ham igen?

Vi ved lige, hvor vi skal stå, for det havde vi erfaret den dag. Mellem nogle høje træer, hvorfra jeg har fint skud ned til den veksel, hvor vi havde set hjorten forsvinde.

Marcel brøler, og hjorten svarer øjeblikkeligt.

De næste minutter foregår den verbale duel, og jeg nyder igen den virtuositet, som Marcel udviser. Han er meget omhyggelig med at lyde jævnbyrdig, så hjorten ikke lader sig afskrække, men tværtimod kommer tættere og tættere på for at se, hvem der dog er trængt ind på hans domæne.

Jeg skønner, at nu er det, lige før hjorten bliver at se bag et stort, tykt træ, og trækker.

Få sekunder senere kommer hjorten roligt fri bag stammen, træder et par meter frem og stopper lige i en solplet og kigger op på mig. Afstanden er 12 meter.

Jeg slipper pilen og ser og hører den slå ind på lungeregionen. Hjorten løber straks frem cirka 20 meter og stopper, åbenbart tvivlrådig på, hvad der egentlig skete. Her står den fire-fem sekunder, så bliver blodtabet så stort, at bevidstløsheden begynder at indtræde, og dyret vælter ned ad skrænten, ruller og ruller cirka 20 meter.

Marcel kigger op på mig. Jeg kan se hans tænder glimte i et smil bag sløringsnettet. Han langer en arm op, og vi ryster hænder. Parløbet har igen givet resultat.

Den gamle pladshjort

To hjorte nedlagt. Det havde jeg nok ikke turdet drømme om inden rejsen til den anden side af kloden. Begge unge dyr, cirka tre år. Mit ønske for de sidste dage er at lægge arm med den gamle pladshjort – og vi starter med det samme. Ned til bunden af flodlejet og op på den anden side. Let at skrive – hammer svært i praksis. Straks vi kommer op fra flodlejet, er terrænet meget vanskeligt passabelt. De bedste steder minder det om tæt dansk bøgeskov – de værste steder må vi trække og sno os frem.

Vi går op ad en ”ridge”, et af de højdedrag, der løber vinkelret ud i dalen. Vi kan høre den gamle hjort i den lille dal under os, over mod det næste højdedrag. Han brøler villigt og kamplystent, når Marcel brøler, men flytter sig ikke en meter. Vil Marcel som udfordrer slås – så fint nok, men da skal han/vi komme til pladshjorten!

Det forehavende bliver mere og mere umuligt. Ikke alene vedbliver skoven at være tæt, men vinden lægger sig efterhånden, og muligheden for at pyrsche sig på skudhold af hjorten og hans harem svinder, i takt med at tiden går.

Jeg er gennemblødt af sved, en gammel skade i hoften smerter, og trætheden sniger sig ind i de værkende ben. Til slut erkender vi nederlaget, og nu gælder det om at nå hjem, inden mørket sænker sig. Godt nok har vi pandelamper med, men det er ingen garanti for at kunne finde vej.

– Vi skal have fart på, beslutter Marcel. Nemt for ham at sige – jeg kunne snildt være far til ham. Det går over stok, sten og højder, og til slut stopper vi med at tale sammen for at have luft til arbejdet.

Vi går på en kendt sti de sidste tre kvarter, så vi er ikke urolige. Bare trætte helt ind til rygmarven. Da vi sjosker ind i lejren en lille time efter solnedgang, viser det sig, at vi har fået selskab af tre lokale riffeljægere. Vi hilser på hinanden, inden jeg griber håndklæde og sæbe, stavrer ned til floden og vælter mig ud i vandet.

Aaeerghhhhh!

Forskel på held

Den sidste dag vil Marcel og Thomas gå på en fyrig hjort, som et par nætter har ødelagt vores nattesøvn ved at stille sig ud på et klippefremspring cirka 150 meter fra hytten og brøle som aggressivt tågehorn. De tre riffeljægere går mod nord og vil prøve deres held der.

Jeg tager en rolig formiddag, godt mør i chassiset. Ved middagstid kommer et kærestepar ind i lejren. Hun med riffel, han som den åbenbart erfarne guide. Han har været her for tre år siden, og dengang havde han set og hørt en del hjorte. I år var resultatet magert: De havde hørt én hjort en nat, men intet hørt eller set i dagtimerne. De ligger i telt fire-fem km nord for os, på flodbredden i et område, hvor staten et halvt år forinden har spredt gift fra luften. Det har dræbt meget liv, heriblandt kronvildtet (se anden artikel i bladet om dette).

I skumringen kommer først de newzealandske jægere retur og bagefter Marcel og Thomas. Ingen af dem har haft held i sprøjten. Thomas og Marcel har flere gange hørt hjorten, og også været tæt på, uden at se den. Til slut havde de set den – hvor der undtagelsesvist havde været 60 meters sigt.

Næste dag er det slut, vi bliver hentet af helikopteren ved middagstid. Der er en lille halv times flyvning tilbage til civilisationen. Hele tiden har vi bare tæt jungle under os.

Dagen efter skifter vejret. Vinden tiltager, og det øser ned de næste dage.

Vi har altså været heldige. Både med vejr og med jagtlykke.

Jeg påbegynder den lange rejse mod Danmark. Thomas bliver nogle dage endnu – han og Marcel vil prøve buejagt på sika og kalkun, hvilket er en helt anden historie.

mst@jaegerne.dk

Jagt i New Zealand

Jagten på statsarealer i New Zealand er fri. Vores guide, Marcel Powell, havde arrangeret helikopter, og sammen lavede vi et hurtigt raid på et supermarked, så vi kunne klare os i en uge.

Marcel har arbejdet som ph i Afrika, og er den mest kompetente jæger, jeg har oplevet. Som nævnt selv buejæger. Og jeg har ikke grund til at tvivle på ham, da han fortalte, at han under sit ophold i Afrika brugte at træne ved at skyde på tværs af en flod, godt 100 meter – med buen.

Jeg havde kun en (lille) anke imod Marcel, og det er, at vi jagede tæt på et område, der et halvt år forinden var blevet tæppebombarderet med gift. Det kunne en smule research have forebygget. Men nuvel, vores jagt lykkedes alligevel. Jeg betalte selv for hans assistance samt dækkede alle øvrige udgifter forbundet med rejsen. Marcel opererer med en dagspris, hvilket dækker alt. Han kan kontaktes på marcelpowellnz@gmail.com

Slutteligt: Som du kan ane ud fra teksten, skal du være i en vis fysisk form til denne type jagt.

Created By
Max Steinar
Appreciate

Credits:

Thomas Lindy Nissen

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.