Loading

Turen til Paris startede 11. juli: Der blev dagligt opdateret fra turen

1. etape - 11. juli Thisted - Klegod

11 gode venner og støtter mødte til vores store glæde og overraskelse op til start kl 7.30.
Cykler og Lene og Klaus klar til start.
Lene på vejen forbi Vestervig Kirke.
Færgen “Kanalen” byttede lastvognstog og biler ud med cykler. To af cyklerne var på vej mod Paris.
Lene stiger ombord.

Første etape mod Paris gik fra Thisted, over Thyborøn Kanal, til Klegod. Vi cyklede hjemme fra i tørvejr. Inden vi nåede Agger Tange blev vindvesten skiftet ud med regnjakken. Termometret viste sølle 10 grader, da vi trak ombord på færgen. Gode venner, Karen Margrethe og Jørgen, stillede efter 132 kilometer op med en lindrende øl, en god kop kaffe og en gang rabarberkage. En god middag og ikke mindst god snak rundede første dag af.

2. etape - 12. juli Klegod - Ballum Slusekro

Inden vi forlod Karen Margrethe og Jørgen ved sommerhuset i Klegod, stillede vi op til fotografering, aktiveret af kameraets selvudløser - selfitrendens forgænger.
Typisk cykelfrokost. En klapsammenmad, en banan og en bolle med ost.
Frokost.
Vi slap ikke for regn. Vejret var hele dagen lidt gråt og fugtigt. Vi måtte gennem et par ret så heftige regnbyger. Det føltes nærmest som skybrud, og cykelstien blev nogle steder omdannet til et vandløb.
Nok var vejret tungt og gråt. Marsklandskabet bliver både uendeligt og smukt under regntunge skyer. Vi måtte også lige køre et par kilometer på en grusvej - det gik fint.
Hvide sokker og cykelsko efter en dagstur med regn.
Målet for dagens etape var Ballum Slusekro.
Efter et varmt bad blev det tid til at lægge dagens billeder og tekst på nettet.
Aftenlyset over Vadehavet ved Ballum Sluse.

Vi kigger hver dag flittigt på forskellige vejrtjenesters meldinger. I dag blev vi lovet regnbyger, der af meterologerne blev betegnet som skybrud eller skybrudslignende. Meterologerne holdt i dag deres løfte. Når vi ser bort fra regnen, gik turen til Ballum Slusekro på kanten af det sønderjyske marskrige, og tæt på Ballum Sluse og diget, fint. Vi kørte gennem Varde og Ribe. I Ribe ville det have været skønt med et lille sommerophold i den smukke middelalderby. Det regnede, så vi kørte videre.

3. etape - 13. juli Ballum sluse (Danmark) - Struckum (Tyskland)

Ballum Kirke midt i marskidylen med en lidt tung himmel over den modnende kornmark.
Grænsen ved Rudbøl...
... på mange skoleudflugter til grænselandet har elever oplevet at stå med et ben i to lande.
Ud af Danmark...
... og ind i Tyskland.
Mange kilometer blev tilbagelagt på veje på toppen af digerne, der skal sikre mod stormflodskatastrofernes oversvømmelser.
Landgasthof Struckhum.
Et stykke kage i eftermiddagssolen.
Ingen uvorne hunde og deres efterladenskaber her.
Når borgmesteren skriver under, så må vi tro, der ikke rydes sne.

Tredie etape blev kørt i tørvejr og medvind. Vi syntes, vi havde fortjent tørvejr, og medvinden var bare bonus. Det er altid forunderligt at krydse en landegrænse. Grænseovergangen ved Rudbøl har sin egen historie. Her er det muligt at være i både Danmark og Tyskland med et ben hvert land. Husenes arkitektur er langsomt forandret, jo tættere vi kom grænsen. Sproget bliver selvfølgelig tysk, og skiltene med tyske stednavne er nu gule. Eftertanken slår fast, at vi kørte fra en del af Danmark, der fra 1864 til 1920 var tysk,og ind i en del af et land, som politikere med stærk dansk nationalfølelse, så sent som efter afslutningen af den tyske besættelse af Danmark, i 1945, mente skulle være dansk. Når man cykler, og langsomt bevæger sig gennem landskabet, sættes tanken let fri.

4. etape - 14. juli Struckhum - Hemmoor

Broen over Eider, ved Friederichstadt, som nogle en gang drømte om skulle være Danmarks grænse mod Tyskland
Tyske majsplanter kan man som cyklist få god læ fra, de er langt over mands- og cykelhøjde.
Ikke alle tyske cykelstier er velpassede.
Et uhyggeligt minde om en tysk ung mand, født i 1995, som omkom ved en trafikulykke.
En af de 16 gratis færger over den 98 kilometer lange Kielerkanal - tyskerne benævner den “Ostsee-Nordsee kanal”.
Det tager kun et par minutter at sejle over kanalen, der på det bredeste sted er 130 meter.
God rejse fra færgemanden.
På grund af en vejspærring spurgte vi om vej, og fik anbefalet en næsten 20 kilometer lang tur mod Gluckstadt langs floden Elben. Det blev en flot oplevelse, også når der skulle navigeres mellem fårelortene. Fårene afgræsser dæmningerne, der er anlagt for at beskytte mod stormflodernes ødelæggelser.
Fårene er lukket inde i deres folde - vi måtte godt komme ud igen.
Vi cyklede tæt forbi atomkraftværket Brunsbuttel.
Vi havde kun få minutters ventetid ved færgen over Elben. Søndagsbilisterne holdt i en mere end 2 kilometer lang kø.
Over Elben med færge.
En dansk chauffør og lastbil, som fulgte et hold cykelentusiaster fra Horsens, der også var på vej til Paris.
Horsensrytternes kontrafrejer på siden af lastbilen.
Tørv i stakkevis til tørre på en eng ved Elben.

Den længste etape på vore tur fra Thy til Paris blev på 140 kilometer. Vi skulle med to færger. Den første over Kielerkanalen var gratis. Færgeturen over Elben kostede 7 euro for to personer og to cykler. Vi kunne ikke lade være at sammenligne med prisen for at krydse Thyborøn Kanal, som var 120 kr. På færgen over Elben talte vi med en dansk lastbilchauffør, som med sin store sættevogn var på vej til Paris. Han havde køkkenudstyr med, så de 40 cykelentusiaster fra Horsens undervejs kan blive betjent godt på deres 1200 kilometer og 7 dage lange tur mod Paris, som de ankommer til 20. juli. De cyklede turen med sponsorater, som går til blandt andet børn og deres familier, som er indlagt på Skejby Sygehus. Cykelholdet, som kalder sig “Team fit og sund”, støtter også børn og unge på bosteder, og børn og unge med særlig udfordringer. I øvrigt var vejret tørt hele dagen, når vi ser bort fra nogle enkelte fugtende stænk.

5. etape - 15. juli Hemmor - Wahnbek

Cyklerne kom med på værelset i Hemmor. De skulle ikke stå et sted, som vi følte os usikre på. Værelset var både stort og rent.
Hotellet i Hemmor. Det var god betjening - selvbetjening. Vi fik en kode til en nøgleboks, så kunne vi låse os ind og finde værelse 11. Det var fint. Morgenmaden, som var god og billig, indtog vi i supermarkedscafeen, som ligger overfor hotellet.
Smukke veje med egetræer.
Et egetræspar på marken...
... det ene træ har lidt skidt. De små hvide prikker på marken bag træerne er storke på jagt efter middagsmaden
Turens sidste færgetur over floden Weser.
Middagspause ved overfarten ved Sandstedt. Vi fandt en affaldsspand lidt fra pladsen.
Det blæser ofte frit fra vest og nord over det flade landskab mellem floderne Elben og Weser og den Hollandske grænse. Møllerne snurrer og højspændingsledninger fyldes med strøm.

Mandagens femte etape bragte os til Wahnbek, en lille by ganske tæt på Oldenburg. Vi har nu cyklet 591 kilometer, siden vi torsdag morgen satte kursen mod syd fra Thisted. Vinden havde drejet sig lidt mod vest, uden det gav problemer. Vi har i dag ramt et par restaurationers “ruhetag”. Nærmeste åbne spisested er en halv times gang væk, så vi har været på indkøb i supermarkedet. Køledisken fristede med et par “færdigsalater”. Vi glæder os over al opmærksomheden om vores tur og indsamlingen til “Bentes Ugler” i “Stafet For Livet”. DR P4 midtvest har kontaktet os for, at vi tirsdag morgen, klokken ca 07.40 over telefonen kan fortælle om turen.

6. etape - 16. juli Wahnbek - Meppen

I Wahnbek boede vi i et af bagermesterens nye værelser over bagerforretningen.
Bagermesterens gæstehus.
Den fine morgenmad fik vi bageriets cafe.
Kirken i Peheim blev stærkt beskadiget under anden verdenskrig. Den er nu et mindesmærke over rædslerne og ofrene i de to verdenskrige. På tysk et “gedenkstatte” - et sted til eftertanke.
Hvert krigsår har sit kors. For nogle tændte den voldsomme krigsretorik et håb i 1939.
Da det sluttede i 1945 var der ingen ende på følelsen af elendighed. Håbet om et verdensherredømme slukkedes.
Kostene står klar.
En tanke: Som hvert år, kornet sås, vokser og modnes. Det gjorde det også, mens krigens rædsler ramte de små samfund på landet.
Det var ganske befriende at se, hvordan konen i huset blev fejret på 80 årsdagen, mens manden havde travlt med at jævne muldvarpeskuddene med krykstokken.
Det behøver ikke kun være 30 års fødselsdage med fantasifulde,og måske også lidt ondskabsfulde påfund til pebersvende og pebermøer.
Meppens Altstadt er hyggelig og livlig.
...en rigtig dreng skal selvfølgelig udfordre og udforske torvets springvand.
Der skal ryges, og smøgerne byder sig til i automater.

Den sjette etape blev kørt i blandet vejr. Man kunne ikke kalde det regn - alligevel var det en fugtig oplevelse. Turen fra Wahnbek til Meppen gav heller ikke mange højdemæssige udfordringer. Det er som om landskabet helt mangler bakker. Det højeste punkt på turen var vist nok 39 meter over havet. I Meppen overnatter vi sidste gang i Tyskland inden vi kydset grænsen til Holland. Vi har nu kørt 692 kilometer.

7. etape - 17. juli Meppen (Tyskland) - Assen (Holland)

Fra Meppen fulgte vi en fin cykelsti langs kanalen.
Sommertrafik på kanalen og en af mange sluser. Kanalerne var en gang livsnerven for mange byer.
Der var flere gode tilbud til cyklende. En ny slange fra automaten klarer en punktering, og på traktørstedet en forfriskning til en svedende, tørstig og sulten cyklist.
Kun et lille beskedent skilt fortalte, at nu var vi i Holland.
Lidt længere fremme fortalte et skilt på et hus, der mest af alt så forladt ud, at her residerede en gang hollaøndske toldere.
Hollandske cykelstier er både jævne og bredde. De er en fornøjelse at cykle på.
En kæmpe vindmølle rejste sig mod himlen...
...og i krankurven kunne vi ane montører med en arbejdsplads højt hævet over jorden.
Humøret stiger let et par grader, når himlen skifter fra grå og tung til blå med lette skyer.
Det gode vejr sendte mennesker ud i gadens sol i Assen.
I Assen blev tid til en pause for disse to på bænken ved siden af skulpturen.
Hundelivet et godt i Assen.
Assen spejler sig i sommersolen i den blankr glasfacade.
Snuplesten. Nok en påmindelse om en tid med ufattelige og umenneskelige lidelser. I fortovet ved hotellet, hvor vi bor, bliver vi mindet om, at her boede mennensker, som i 1943 blev sendt til Auschwitz, og ikke vendte hjem.

Syvende etape bragte os til Holland. Igen blev vi forundret over, hvor foranderligt en grænse gør. Cykelstierne bliver bedre. Vi møder mange flere cyklister. Blomsterbedene er flere og større med en symfoni af farver. Det er som om meget i Holland er meget mere “pussenusset”. Da vi i tyske Meppen stod foran Hotel Altstadt, og pakkede cyklerne inden vi startede mod hollandske Assen, vekslede vi et par ord med et tysk par. De kendte godt Assen og ønskede os god tur med en bemærkning om, at vi, lige som dem, ikke havde “motor”. Vi mødt mange elcykler i Tyskland - i Holland har vi bare mødt endnu flere.

8. etape - 18. juli Assen - Zwolle

Sidevinden gav os duften af nyslået hø - selv på god afstand.
En landmand berigede os med en sand symfoni af sommerblomster i kanten af marken.
Lenes cykeltrøje matchede flot Hortensiaen.
Broen over skulle op, for at give plads til en lystbåd på kanalfart. Brovagten flyttede et skilt midt ud på vejbanen, rejste broen med et håndsving og god hjælp fra den store kontravægt, og vi fik besked på, at det var godt med en pause.
Et smukt minde om en tid, hvor antallet af køer hos bønderne var af en størrelse, så køernes mælk blev transporteret i mælkejunger. Nu er der kæmpestalde, og som i Danmark kører tonstunge tankvogne faste ture rundt til bønderne.
Træsko - hollandske!
Storkerede med et glimt af en stork. Reden står midt på engen ved kanalen, og storken er tilsyneladende uanfægtet, af at være tæt på den tunge industri.
Børnenes marked i byen Meppel. Legetøj blev solgt og byttet.
Der er langt mellem hollandske møller i Holland. Møllen i Hastel er blevet et udflugtspunkt og en seværdighed.
Cykler...
...i alle afskygninger...
...så mange cykler, at det kan være svært at finde sin egen.
I en kirke i Zwolle kan man nu under prædikestolen sætte sig til bordet og spise japansk sushi.
Stablet til loftet - mange hyldemeter gode hollandske oste.
Kanalhygge i Zwolle.
Det svindende lys over kanalen er tak for en god dag på cykel fra Assen til Zwolle.

Den ottende etape startede i lun morgenluft fra Assen. Den svage vind var drejet mod syd og øst. Det gav sidevind og modvind, som vi kunne mærke på åbne strækninger. Det gav ingen problemer. Efterhånden som formiddagen blev til middag, nåede temperaturen op på behagelige 25 grader. Vi tilbragte nogle gode timer i Zwolles gamle bydel, som ligger på en ø omgivet af kanaler. Vi fandt ud af, at torsdag er en stor handelsdag. Butikkerne har åbent til kl 21. Der var en hyggelig summende lyd af mennesker på byens uendelig mange spiserestauranter.

9. etape - 19. juli Zwolle - Arnhem

Godmorgen til badeværelset med nyvasket, og næsten tørt cykeltøj. Drikkeflaskerne er rengjorte og klar til en ny dag.
En del af turenfra Zwolle til Arnhem gik langs kanaler med mange broer og huse, der til forveksling i deres idyl lignede torneroseslotte....
...torneroseslot.
Vi kender og køber ofte blomster fra hollandske gartnerier. Måske hortensiaerne i krukken ved hoveddøren har rejst fra kæmpe væksthuse i det centrale Holland til Thy.
Middagspause i fint vejr.
Vi kørte gennem skove og naturområder, hvor vildtet var omgivet af hegn. Over vejene var det vi i Danmark kalder vildtriste, nordmændene kalder dem feriste, og hollænderne wildrooster.
Lene over en wildrooster.
Hollænderne vil bare “det med cykler”. For at undgå uhensigtsmæssig cykelparkering er der mange steder tilbud om gratis overvåget parkering - også i Arnhem.
Skulpturen “Dansende Nar” overvåger livet på gadens bænke i Arnhem.
Broen over floden Rhinen i Arnhem, som engelske, amarikanske og polske faldskærmsstyrker i september 1944 først lykkedes med at erobre. De blev senere slået tilbage af tyske styrker. Nogle af de allierede styrker landede med svævefly. Det viste sig at blive tyskerne sidste sejr i det beastte Holland, inden kapitulationen. Kampene om broen kostede mange allierede soldater livet, og mange blev taget til fange under forsøg på at trække sig tilbage. Efter kampene var broen beskadiget, men farbar. I oktober 1944 sørgede engelske bombefly for at broen blev ubrugelig. Da de tyske tropper i februar 1945 trak sig tilbage ødelagde de broen helt og efterlod også byen Arnhem som en rygende ruin. Fortællingen om de allieredes mislykkede landgang og aktion, og kampene om broen, kan opleves i et lille museum tæt på, og med udsigt til broen.
Museets fotostater af blandt andet den ødelagte kirke, er fra Arnhem i 1945 i ruiner - det var tyskernes hævn, “den brændte jords taktik”.
Det restaurerede tårn på Kirken i Arnhem, rammet ind af en nyere Kristusskulptur.
Der bygges, og genopbygges stadig i Arnhem.

Niende etape, fra Zwolle til Arnhem, blev første gang, vi ramte bakker i Holland. Vi nåede op i mere end 80 meter, med stigningsprocenter op til 4. Ikke noget særligt, vil mange cykelentusiaster mene, men efter mange dage ganske uden bakker blev det noteret. (I Danmark bringer vejen forbi Yding Skovhøj cyklister op i 172 meter. Kommer man fra vest et stigningsprocenten de sidste par hundrede meter tocifret.) En eftermiddag og aften i Arnhems gamle, og også nybyggede bydel, byder på et summende liv i butikkerne, og ikke mindst omkring bordene på de utallige restauranter.

10. etape - 20. juli Arnhem - Breda

Mørke truende skyer over skinnende hvide sluser, der regulerer vandstanden i Rhinens løb gennem Holland.
Lørdag formiddags idyl ved Rhinen.
Broen over floden Waal...
...som vi, og mange cyklister, kørte over.
Smukke panoramaer mødte os på lange strækninger.
Containere flyttes på vandvejene fra Holland og langt ned i Europa.
I dag rundede vi 1000 kilometer siden starten fra Kastanievej 2 11. juli. Vi fejrede det med en selfie og en frokostbolle ved en bænk.
Lene venter på at toget suser forbi.
Efter en dag med både regn og sol var det godt at komme frem til hotellet i Matsbosch i Breda.
Vi havde knap nok sat os ved et bord i hotellets have, før regnen væltede ned.
Øllet er drukket...
...og vi kan indtage et hyggeligt værelse på hotellet.

Tiende etape blev en tur med både blæst, sol og regn. Fra Arnhem kørte vi adskillige kilometer på toppen af diget, der skærmer mod oversvømmelser fra Rhinen. Vi kørte 118 kilometer for at nå frem til Breda. Blæsten var ikke så stærk, at den forsinkede os væsentlig.

11. etape - 21. juli Breda (Holland) - Sint Niklass (Belgien)

Endnu i Holland. Vi kørte forbi store arealer, som planteskoler brugte. Et enkelt sted var planterne dækket med næsten kirurgisk omhyggelighed.
Skulle lysten til et stykke frisk frugt blive stor, så er der mange steder automater, her i Belgien, tæt på den helt for os umærkelige og usynlige grænse mellem Holland og Belgien.
Fietsers er altså cyklister på sproget i Belgien.
Vi måtte køre en lille omvej for at undgå et stort vejarbejde.
Pludselig var vi en del en kø til færgen, som gratis fragtede cyklister og fodgængere over floden Sheldt, en snes kilometer inden vi nåede Sint Niklaas.
Det var en uventet oplevelse, og et dejligt afbræk i cykelturen.
Brosten og cykler er i Belgien næsten uadskillige begreber. På et stykke af cykelvejen fra færgeturen er vejen anlagt med brosten.
Cykelvejen over et dige er både brostensbelagt og med hårnålssving.
I byen Bazel står en smuk skulptur, og et smukt minde om mennesker, som har slidt, og lagt grunden til det Belgien vi møder i 2019.
Belgiens nationaldag er 21. juli - dagen, hvor vi kom til Sint Niklaas. Derfor var det kranse og blomsterdekorationer ved mindesmærket for krigsrædslerne, som ramte Belgien mellem 1914-1918 og 1940-1945.
Smerte og afmagt støbt i bronze.
En hilsen på nationaldagen fra byen Sint Niklaas.

11. etape førte os til den eneste overnatning i Sint Niklaas i Belgien. Vi kørte mod sydvest, og pludselig blev vi budt velkommen til Belgien på en sms, som fortalte og mulighederne for at ringe, sende sms og bruge data. Ruten var lagt, så vi kun lige ramte udkanten af Antwerpen. Temperaturen sneg sig i løbet af dagen op mod 28 grader. Det kræver vædske. Derfor kørte vi straks ind mod den første butik vi mødte, en Aldibutik. Desværre havde butikken lukket. En venlig mand forklarede, at stort set alt var lukket på Belgiens Nationaldag 21. juli. Belgierne har fejret nationaldag siden Lepold 1. 21. juli 1831 blev kronet i Bruxelles. Det lykkedes os dog, efter god vejledning fra manden på Aldipladsen, at ramme et lille supermarked ganske få minutter før lukketid kl 12.45. der blev købt vand, cola, bananer og brød. Næste stop er franske Robaix, lige over grænsen mellem Belgien og Frankrig. Mandag morgen kan man på DR midtvest, kl ca 07.40, igen høre om vores tur fra Thy til Paris.

12. etape - 22. juli Sint Niklaas (Belgien) - Roubaix (Frankrig)

Cockpittet på Klaus’s cykel. Spejlet kompenserer for Klaus’s manglende syn på ventre øje. Garmin cykelcomputeren viser vej efter ruterne, som er lavet i Strava- programmet. Computeren viser også hele tiden,hvor lang der er tilbage af dagens etape. Den viser også hvor langt der er til vi skal svinge - til venstre eller højre. Den viser den aktuelle hastighed, gennrmsnitsfart og antal pedalomdrejninger i minuttet. I styrtasken er der blandt andet plads til kamera, tilbehør til kamera, en uundværlig schwetchisk lommekniv, cykelhandsker og regnjakke.
På turen fra Sin Niklaas, i Belgien, til Robais i Frankrig, nåede temperaturen over 30 grader. Så er det vigtigt at få væske nok.
Mellem Sint Niklaas og Lokeren fik vi øje på disse tre gondoler i højspændingsledningerne.
Det var teknikere, som skulle efterse og reparere ledningerne. En mand var stadig på vej op.
Flanderen - vi kørte ikke “Flanderen Rundt”, som forårsklassikeren hedder. Vi kørte gennem Flanderen mod Frankrig.
Broer over kanalerne og vejrene gennem et enestående landskab.
Det er fotograferet og vist mange gange - alligevel bliver man aldrig mæt af smukke indtryk.
Kornet er modent ...
...og smukt.
Vi sagde pænt farvel til Belgien med en længere strækning på brosten. Det rystede godt i både skuldre og cykel.
Langstrakte byer med tæt sammenbyggede huse præger området mellem Belgien og Frankrig.
Vi vendte Belgien ryggen, da vi stod ved den efterhånden godt rustne grænsebom mellem Belgien og Frankrig i grænsebyen og landsbyen Leers Nord. Det er godt, man uden at skulle vise pas, i mere end 25 år, frit har krydset grænserne mellem de fleste lande i Europa.
Lene sendte en sms med et billede fra grænsen mellem Belgien og Frankrig hjem. Det var en milepæl på turen.
En svalende kold fadøl på pladsen foran den smukke gamle bygning i Roubaix, der en gang var centrum for post, telegraf og telefon.
Den franske trikolore omgivet af flaget for Roubaix og EU-flaget.
Gaderne i Roubaix føles lange og helt endeløse.
Hotellet havde ingen plads til en sikker opbevaring af cyklerne. De måtte med på værelset, og her var ikke meget plads.

Tolvte etape startede i Sint Niklaas med en morgentemperatur på mere end 20 grader. Målet var byen Robaix, som lige akkurat ligger på den franske side af grænsen mellem Belgien og Holland. Det blev en tur, hvor temperaturen steg gradvist. Cykelcomputeren viste mere end 30 grader. Uden at have undersøgt det nærmere, bærer denne sydveslige del af Belgien, og den nordvestlige del af Frankrig, præg af ikke at have samme rigdom og velstand, som vi cyklede forbi i både Holland og den centrale del af Belgien.

13. etape - 23. juli Roubaix - Cambrai

Kraftværk i den franske sommervarme.
Kirkegårdene til de franske landsbyer ligger ofte udenfor byen. En lille tur mellem gravene giver elementer til billedet af fransk liv.
Urnebegravelser håndterer franskmænd anderledes. Urnerne mures ofte ind i en væg eller, som her, et “reolsystem”
I et hjørne står et næsten hundred år gammelt minde om en families sorg.
Vi havde bestilt et værelse på et sted i Cambrai, som viste sig at være et hjem for franske “seniorer”. Vi trak vore cykler ind på den lange gang, og kunne gengælde beboernes “bonjour”. Mens vi sad under parasollen ved hovedindgangen, og nød en kold fadøl, kom en varebil, som viste sig at være en rullende butik. Beboerne kunne handle, og nogle fik som en service deres varer bragt.
En beboer på kig efter frisk frugt i den rullende butik.
Der er både køleskab, fryser og et helt almindeligt kasseapparat i den rullende butik.
Fin lejlighed med opholdsrum...
... det ene af hele to soverum.
Vi spiste tre retter i restauranten sammen med nogle af de ældre. Det kostede 24,60 euro - for os begge!
Typisk beboelsesejendom i Cambrai, som i mange franske byer.

Trettende etape fra Roubaix til Cambrai var turens korteste. Temperaturen var allerede ved starten i Roubaix over 20 grader. I løbet af formiddagen, og inden vi nåede frem godt middag, viste temperaturrubrikken på cykelcomputeren næsten 40 grader. Vi grinede lidt af, at vi skulle overnatte på noget, som måske et plejehjem, eller et alderdomshjem. Stedet er privatdrevet, og måske er det kun for de franskmænd, som har råd. Alligevel er tanken om, at blande fremmede med beboerne, og dermed give lidt ekstra liv på gangene, en overvejelse værd. Beboerne virkede også til at have et bedre helbred, end plejehjemsbeboere i Danmark.

14. etape - 24. juli Cambrai - Compiegne

Vi har i Frankrig mødt mange roemarker.
I varmen blev roebladenr lidt sammenkrøbne og søvnige.
Den nordvestlige del af Frankrig, som vi i et par dage har cyklet igennem, var krigsskueplads i begge verdenskrige. Det mindes man om, når man passerer monumenterne over afgørende slag,og faldne soldater fra store del af den verden, som satte alt ind på at bekæmpe ideen om, at Tyskland skulle have herredømmet. over hele verden.
Begravelsesplads for et stort antal franske mænd, som satte livet til i et i første omgang forgæves forsøg på at modstå Hitlertysklands agression og besættelse.
Velkendt billede af uendeligt mange hvide kors over uendelig mange krigsskæbner.
En skæbne.
Et vandtårn er vel ikke noget særligt. Alligevel blev det er karakteristisk billede af landskabet vi cyklede gennem på vej til Compiegne. Vi så mange vandtårne i det åbne land.
Den næstsidste etape blev en tur med flere stop. Efterhånden som varmen tog til, blev det nødvendigt at fylde drikkeflaskerne. Vi nåede at drikke 10 liter.
Første tegn på, at vi nærmer os Paris.
Compiegne har mange smukke bygninger.
Hyggelige snævre gader og gamle huse gør en tur rundt i Compiegne til en god oplevelse.
Velfriserede træer mellem kanal og gade i Compiegne.
Aftensolen giver huse og kanal karakter, og siger pænt godnat og tak.

Fjortende etape blev en varm tur. Vi nåede i går næsten 40 grader, og i dag måtte vi konstatere, at vi cykler rundt i Frankrig på dage, hvor temperaturrekorderne står for fald. Cykelcomputeren viste på et tidspunkt 41 grader. Så føles modvinden og vinden, når det går friskt ned af bakkerne, som om man sidder med en hårtørrer blæsende ind i hovedet. Vi nåede Compiegne, som er startby for vores sidste etape mod Paris. Compiegne er også hvert år startby for cykelløbet Paris-Roubaix, som Jørgen Leth i 1976 lavede en legendarisk dokumentarfilm om, som han kaldte “En Forårsdag i Helvede”.

15. etape - 25. juli Compiegne - Paris

Klar til sidste etape ved hotellet i Compiegne. Ejeren af hotellet havde taget vore cykler i sikkerhed i hotellets kælder. Da vi var færdig med morgenmaden stillede han cyklerne frem foran hotellet. Så var det nemt at pakke og komme afsted.
På den sidste dag mødte vi den første mark med solsikker, som høfligt nikkede mod solen.
Gult er ikke bare gult. Solsikkens gule farve er fantastisk.
Træerne langs vejen står som skulpturer.
Umiddelbart er det noget gammelt skidt at se på i mange af de små franske byer, vi cyklede gennem.
Dagens første skilt, i byen Compans, som viste vejen til Paris.
I 2012 kørte vi langs kanalerne ind til hjertet af Paris. Det gjorde vi også i år. Vi fik ruten i 2012 af Reimer Bo Christensen, som to gange cyklede med Team Rynkeby til Paris.
Gammel ingeniørkunst og moderne arkitektur.
Vi nåede Concordepladsen kl 14.15, og fik en dansk ung mand, som havde cyklet fra København til Paris til at tage bileder.
På Concordepladsen med Avenue des Champs-Elysees og Triumbuen i baggrunden.
Det var nu godt med en lille pause i varmen på en kantsten i skyggen på Concordepladsen.
Lene på vej op mod Triumfbuen på Champs- Elysees.
Vi måtte have et billede ved Triumfbuen. Det klarede en tilfældig japansk turist, som venligt sagde ja, da han blev spurgt, om han ville tage billedet af os

Femtende og sidste etape mod Paris startede med morgenmad på hotellet i Compiegne kl 6.30. Vi ville gerne køre så mange kilometer som muligt inden temperaturen nåede de lovede rekordgrader. Det blev en fin tur gennem landskabet, inden vi kørte mod centrum af Paris langs kanalerne. Her var der ingen biler og kun ganske få andre på cykel. Vi kørte efter forholdene, som var, at være påpasselig med at få væske nok. Nu sidder vi på hotellet og kan se tilbage på en helt fantastisk tur. Vi kan også se tilbage på dage med stor opmærksomhed om turen, men også stor bevågenhed om vores indsamlingsprojekt til Stafet For Livet. Vi vil gerne takke alle, som har vist interesse. Fredag morgen kl 08.15 (ca) er vi en del af morgenfladen på DR P4 midtvest.

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a copyright violation, please follow the DMCA section in the Terms of Use.