Loading

Nørre Aaby Realskoles nyhedsbrev november 2019

Velkommen til Nørre Aaby Realskoles digitale nyhedsbrev, der udkommer ca. en gang om måneden og indeholder historier fra hverdagen på NAAR – fra vuggestue, børnehave og SFO til alle afdelinger på skolen; indskoling, mellemtrin og overbygning.

Kære læsere af nyhedsbrevet

Selvom oktober bød på en uges velfortjent efterårsferie, var der alligevel en del aktivitet på NAAR. Temauge både i vuggestue/børnehave og på skolen fyldte selvfølgelig en del, og sidste uges halloween-fest i SFO Svanereden var en stor succes. Derudover har vi haft 10. klasse på studietur, børnehaven har holdt rejsegilde for deres nye multiskur, terminsprøverne for de ældste er i gang osv.

Siden regeringsskiftet har vi været spændt på finansloven. Den socialdemokratiske mindretalsregering har varslet en sænkning af statstilskuddet (og også taget det med i finanslovsforslaget), men har indtil videre stået alene. Vi er derfor spændte på, om der kommer besparelser, når finansloven formodentlig i løbet af denne måned offentliggøres. Når vi ved mere, skal jeg nok informere nærmere.

Med venlig hilsen

Carsten Krag, skoleleder

Nyt fra vuggestue og børnehave

Den blæsende og kølige vind begynder at kunne mærkes på kinderne, bladene på træerne begynder så småt at skifte farve, og man kan mærke og se, at efteråret er på vej.

Vi begyndte måneden med mostedag den 2. oktober. Børnene kom med æbler til deres helt egen flaske hjemmelavet most. Alle børn var med i processen. Der blev skåret æbler, æblerne blev båret frem og tilbage af de stærke børn, og så kom det spændende øjeblik! Alle de kværnede æbler skulle nu mostes, og børnene ventede spændt på den lækre most. Alle fik en flaske hjemmelavet æblemost med hjem og kunne med stolthed i stemmen sige, at de selv var med til at lave den.

Store mostedag i vuggestue og børnehave.

Inden efterårsferien holdt vi temauge, som havde temaet bæredygtighed. Børnene var delt op i grupper, og skiftevis samlede de skrald og byggede deres egne fantasi-skulpturer af genbrugsmaterialer. Alt skrald, der blev samlet rundt om skolen og i nærområdet, blev smidt i vores affaldsfisk, som er med til at vise, at fiskene i havet også spiser det skrald, som vi smider ud. Torsdagen gik med fernisering af de flotte skulpturer, der blev fremstillet med stor engagement. Forældrene til de stolte kunstnere kunne nu gå rundt i hele børnehaven og se, hvad de havde lavet i løbet af ugen.

Temauge i vuggestue og børnehave.

Madrasser, spande, kegler, rutsjebane, hulahopringe og tennisbolde var med til at danne rammen for en rigtig god motionsdag for de mindste på NAAR. Vi havde en fest, og der blev gennemført mange runder. Dagen blev afsluttet med vand og frugt til de dygtige atleter.

Motionsdag for de mindste.

Fra fantasi til skulptur

Den 2. oktober var hele 2. årgang samlet i billedkunstlokalet, hvor de fik besøg af Viktors morfar Stiig Kalsing og forældre Lau og Mian.

Stiig Kalsing har haft virksomheden Nordisk Metalkunst i snart 50 år, hvor han laver modeller og skulpturer i bronze. Lau og Mian arbejder også i firmaet. Med sig havde kunsthåndværkerne en klump modellervoks til hvert barn. Og så var der ellers dømt fri leg.

Stiig Kalsing på besøg i 2. klasse.

Børnene arbejdede meget engageret og koncentreret med leret, og snart var billedkunstlokalet fyldt med sjove, flotte og fantasifulde figurer.

Tusind tak til Stiig, Lau og Mian for et par meget spændende og sjove timer i skulpturens tegn!

NAAR og Verdensmålene

I uge 41 var der temauge på Nørre Aaby Realskole. Temaet var klima.

Vi havde udvalgt fem af FN's 17 Verdensmål, som eleverne på alle årgange skulle arbejde med på forskellige måder:

  • Nr. 6 - Rent vand og sanitet
  • Nr. 7 - Bæredygtig energi
  • Nr. 11 - Bæredygtige byer og lokalsamfund
  • Nr. 12 - Ansvarligt forbrug og produktion
  • Nr. 13 - Klimaindsats

Det blev en uge fyldt med kreativitet, fordybelse, læring og masser af socialt samvær.

De 17 Verdensmål er samlet set den mest ambitiøse plan i menneskehedens historie. De i alt 169 delmål handler om at løse mange af verdens største problemer. Blandt andet skal vi udrydde fattigdom og sult, sikre øget global lighed og opnå en bæredygtig verdensøkonomi. Det er planen, at Verdensmålene skal være opfyldt i 2030. Læs mere her: https://www.verdensmaalene.dk/

Udflugt med fokus på bæredygtighed

For alle eleverne i indskolingen begyndte vores temauge om klimaet med en fælles udflugt til Økolariet i Vejle.

Udflugt til Økolariet.

Økolariet er et viden- og oplevelsescenter med fokus på netop bæredygtighed, hvor børnene gennem udstillinger og aktiviteter fik et indblik i, hvordan vi mennesker påvirker kloden - og hvordan vi ved at handle bæredygtigt kan gå en bedre fremtid i møde.

Hvad kan vi selv gøre?

Hvordan kan vi selv være med til at stoppe klimaforandringerne? Det er ét af de spørgsmål, som eleverne på mellemtrinnet stillede sig selv i temaugen, hvor temaet var klima.

I den fine stop-motion-film her kommer Astrid, August, Emilie og Liva med et rigtig godt bud.

Se flere film fra ugen på Nørre Aaby Realskoles YouTube-kanal. 🎥

Projekt klima

I temaugen arbejdede vores overbygningselever projektorienteret med klima.

Om torsdagen skulle alle grupperne fremlægge for hinanden - på en såkaldt fremlæggelsesmesse. Produkterne var alle kreative på den ene eller anden måde, og eleverne har arbejdet med film, kampagner, interviews, spørgeskemaer, fysiske modeller, planter, plancher, musik osv.

Klimarap

Nogle af grupperne i overbygningen arbejdede med musikvideoer i temaugen. To af videoerne blev vist for hele skolen til morgensang torsdag morgen.

Her får du nummeret "Klimarap" lavet af Jeppe, Per, William og Mathias fra 9. Syd.

SFO-klub med fokus på madspild

Også i vores SFO var der i uge 41 ekstra fokus på klimaet. Om tirsdagen var én af klubberne på besøg i den lokale REMA 1000 for at høre om, hvordan butikken arbejder for at bekæmpe madspild.

SFO-børn på besøg i REMA 1000.

10. klasse i Krakow

I uge 41 var 10. klasse på lejrskole i Krakow. Vi modtog denne hilsen fra lærerne:

"Hermed lidt billeder fra dejlige Krakow. Vi har godt vejr, endnu, og humøret er, lige som det skal være. Billede nr. ét er ved statuen af den legendariske drage, fanget med ild! Billede nr. to er foran kongeslottet Wavel, hvor eleverne blandt andet så slotskirken. Billede nr. tre er i slotsgården på Wavel.

Med venlig hilsen Claus og Ulla"

10. klasse i Krakow.

Skolernes Motionsdag

Fredag inden efterårsferien deltog alle fra vuggestue til 9. klasse på Nørre Aaby Realskole i Skolernes Motionsdag.

Tak til vejrguderne, som overraskede os med tørvejr og lidt solskin!

Opvarmning i salen.

Lommefilm i 6. klasse

Onsdag den 30. oktober havde eleverne på 6. årgang besøg af to filmfolk fra Lommefilm, som er et projekt, der arbejder med filmproduktion, læring og kreativ undervisning med erfarne filmfolk.

Eleverne brugte dagen på at producere små film, som handler om, hvordan de selv tackler de udfordringer, som FN's Verdensmål har til formål at løse. Det kan eksempelvis være ved at købe økologi, cykle til skole, undgå plastikposer, sortere affaldet eller at være en aktiv del af demokratiet.

På vores YouTube-kanal kan du se flere af de flotte film, som 6. klasserne fik lavet.

Rejsegilde

Torsdag den 31. oktober holdt børn og voksne i vores vuggestue og børnehave rejsegilde ved det nye multiskur, som snart står færdigt.

Det store skur skal rumme cykler og andre legeredskaber, og så kan det desuden bruges som værksted og et ekstra uderum i forlængelse af legepladsen.

Efter et par sange og klipning af snoren kunne børnene varme sig på en pølse med brød på børnehavens terrasse.

Halloween-fest i SFO Svanereden

Fredag den 1. november mødtes spøgelser, zombier, prinsesser, ninjaer og hekse til en meget (u)hyggelig fest med dans, musik, (u)lækker mad og masser af gys.

Halloween i SFO'en.

NAAR skolevalget står for døren

Fra 1. marts og frem til sommerferien er vores SFO også hjemsted for vores Ællinger: De børn, som begynder i børnehaveklassen efter sommerferien.

Når alle de andre børn er i skole, er vores Ællinger det også. To voksne indfører dem med leg og læring i skolelivet – og giver dem en fortrolighed med skolen, de store elever og de ansatte.

Første dag i Ællingerne 2019.

Du kan høre mere om vores Ællinger og hele førskole-forløbet ved at få en snak med SFO-leder Charlotte Borup eller skoleleder Carsten Krag.

De elever, der efter Ællingetiden begynder i vores 0. klasser, er godt rustet til de udfordringer, som de møder i skolen. Førskolen Ællingerne er begyndelsen på et liv i en skole, hvor vi vægter faglige udfordringer, trivsel og traditioner højt.

Valg af ny tilsynsførende

Ved en ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 29. oktober blev Poul Sørensen valgt som ny tilsynsførende på Nørre Aaby Realskole.

Poul Sørensen.

Poul Sørensen er pensioneret skoleleder fra Fredericia Realskole, hvor han sidste år stoppede efter over 30 år. Poul vil snarest aflægge tilsynsbesøg, og vi glæder os til at vise skolen frem.

Velkommen til det nye naar.dk

Vores hjemmeside naar.dk har fået nyt udseende.

Vi har gjort designet lidt lysere og lettere, og menuen er blevet mere overskuelig. Desuden fungerer den nye side lige godt på mobil, tablet og computer. Vi håber, at I synes om ændringerne.

Det nye naar.dk

Hvis I har spørgsmål til den nye side, er I selvfølgelig velkomne til at kontakte skolen.

Den kommende tid på NAAR

I uge 45 er der terminsprøver for de ældste elever.

I uge 47 og 48 afholder vi forældresamtaler for alle på skolen.

Den 28. november er der juleklippedag for alle årgange på skolen.

Find os på Facebook, Instagram og Youtube!