Loading

Mening, minimalisme og tid til at leve lidenskabeligt Er det muligt, at leve mest muligt for mindst muligt?

Måske er tiden inde til at gøre status, over livet, materiel og forsyningerne. Altså på dette evolutionsmæssige vendepunkt, hvor vi alle kommer til, at ændre vores måde at leve på. Det har vi i øvrigt gjort i gennem alle tider, til alle tider. Fra ur-folket, jægerfolket og ja agerfolket, er vi på rette vej? Har vi nok? kommer vi i nød? skal vi omlægge strategien? skal vi satse på andre forsynings-ruter? nye jagtmarker? Ja og hvordan med vores grej, våben, værktøjet, maskinerne?

For første gang i evolutionenshistorien, kan vi vende bøtten om og spørge, "Hvad kan vi undvære? Har vi ikke mere end rigeligt? Lever vi i overensstemmelse med vores værdier? Hvad lever vi for? og lever vi overhovedet? Hvad er det for et moderne liv, vi lever, hvor vi får andre til at passe vores børn i 8-10 timer dagligt?, handler ind, hvor børnene er mest trætte, vi selv er på randen af bristepunktet, stresset og langt fra nærværende? Og hvad med kærligheden?, det som var grundlæggeren for at vi fik børn og vi lovede hinanden højt og helligt, at vi ville ære kærligheden, erotikken, om så vi fik masser af børn. Hvad skete der med tiden, overskuddet, ja erotikken, musikken, latteren, legen, og kaffe på sengen?

Lidenskaben

Ja hvor blev lidenskaben af, hobbyerne, de fikse ideer, drømmene, idealerne, ja og tømmermændene, det at sove længe, de lange gåture, de dybe snakke, poesien og ja det at gå på pubben og spille billard, eller dart? Blev det bare for småborgerligt? sammen med familietraditionerne? og avislæsning, familiemiddagene?

Status, igen hvad lever vi for?, hvad er vores værdier? og har statussymboler overhovedet noget med værdier at gøre? Tiden er faktisk inde, det har den været længe, men livs-omlægninger er en svær størrelse, særligt i højt tempo og mens medierne larmer med klimakrise, miljøkrise, og moralske jungletrommer, arktiekrise, for slet ikke at tale om de skandaler og brølere, der er omkring de offentlige kasser og forvaltningen af offentlige midler? Hvordan kan vi overhovedet tage stilling til hvad der vores værdier er, når vi ikke engang, kan finde ud af hvad vi skal have til aftensmad, uden dårlig samvittighed for dyre-velfærdet, og børnene der skriger på kontakt og leg nu.

Tilbage til naturen, tilbage til rødderne, eller bare leve i OVERENSSTEMMELSE med nærvær, mening og formål.

Noget er på rette tid, og mere rigtigt end andet.

Minimalisme betyder i alt sin enkelthed, at leve for det som er det vigtigste og fjerne det som er overflødigt. Og noget tyder på at det er en del af kuren, på vores tids lidelser, denne lange liste af sværvægtige symptomer på et liv i overhældningbanen. Dette præstations hæsblæsende kapital effektivitet fokuseret forbrugsliv. Minimalisme betyder også at være i nuet, at leve for mindre, at søge enkeltheden, at fjerne støjen, larmen og præstationerne. Det har i høj grad med at være tættere på naturen, det er se vandet, havet og derved også duften af tang, og lyden af bølgerne. Naturen er ikke must, men mere en naturlig tilgang, når det at leve et by liv,koster kassen fordi boligpriserne er himmelhøje og langt fra naturlige, for noget skal jo finansiere de dyre livstile, så boligen er blevet en handelsvare, en aktie, som kan stige med 1000 kr. om dagen, en rigdom som kun kan komme til gavn, hvis man sælger uden at skulle købe igen, for ellers bytter man bare penge for varm luft, eller blot er med til at holde væksten igang. Så naturen har sit naturlige kald, hvis man ønsker noget mere for pengene. Lidt paradoksalt så er penge er jo bundet op på liv og for nogen, så er man ikke kun bundet, nogen er blevet slave af at skulle tjene til et materialistisk liv. Og det er her meningsløsheden kommer ind, for bliver vi lykkelige af det imperialistiske kapital styre? Svaret et klart nej, der er for mange lig i lasten, til at vi kan står og sige ja i et socialt samfundslys. Vi kan sige ja, jeg er lykkelig, men det står i forhold til ikke at være blandt de ulykkelige, og jeg har kæmpet mig til min position af velstand. Så velstand er i dag, en elite og selv her er trygheden ikke noget man kan købe sig til. Man kan skærme sig, men både ensomhed og hvis nogen ønsker at tage din velstand fra dig, ja så skal man står tidligt op, for at sikre sine kære. Så det er i alles interesse at uligeheden ikke bliver for stor, og de økonomiske modeller vi har haft til idag, er også dem som har skabt dette forbrugssamfund, som trækker lange spor efter sig i miljøet.

Noget af løsningen findes altid i modbevægelsen, så minimalismen er en måde i første omgang at trække sig ud af at et sygt samfund, og på sigt, blive bevægelsen en modvægt, en balance. Netop den balance som vi som mennesker har livsnødvendigt brug for, balancen mellem at være og gøre. At vi først og fremmest er menneske, dernæst far, bror, ægtemand, far, nabo, og herfra kommer vores gøren, vores arbejde og vores identitet som tømmer, med hang til gamle motorcykler, og øl brygning i det lokale ølbrygger-laug. Så ved at søge i modbevægelse, ender vi op med at søge ud af byerne, gå mod forbrugsstrømmen, prisforskellen på ejendomme mellem by og land vil udjævnes med tiden. Kravene til kvalitet vil sige, og køberene til dårlig kvalitet vil forsvinde, og vi kommer til at genanvende det som før blev smidt ud.

Men sygt samfund? kan det passe? er vi et sygt samfund? Ja det er vi, fordi at vi er blevet reduceret til enkeltdele, vi er mekanik, dele som bliver skiftet ud, kasseret, når vi har brugt alt hvad vi har. Vi er blevet en del af dette køb og smid væk væk samfund. Vi er blevet vores adfærd, reduceret til at vi er nødt til at præstere noget for at være noget i andre øjne, og netop øjne, er det vi gør os til for. Hvis det ser godt ud, så er det nok godt, vi har glemt at mærke efter, følelses det godt? mærker vi livet i os? og i refleksionernes lys, fordi det smager godt, er det ikke nødvendigvis godt? Hvad er omkostninger på sigt, er det sundt, og er det bæredygtigt for mig selv. Sygt fordi vi har et diagnose samfund, hvor vi sætter label på vores børn, ADHD, OCD, Angst, særlige sensetive, særligt sårbare. Og ja det ender med at der er flere diagnoser, så der ikke er plads til en læreplads, en uddannelse, et bidrag til verdens orden. Er det i orden? er det sådanne vi ønsker det? vi ønsker alle at vores børn klare sig godt, men det skal vel ikke være på bekostning af af vi accepterer, at har svigt fundamentet for sunde stærke børn. Og inderste inde ønsker vi ikke at vores børn skal starte livet op med stækkede vinger hvis vi kan undgår det. Dette er vores hellige, vores børn, hvordan er vi kommet så vidt? ja det har vi fordi vi selv har mistet vores menneske værdier, vores nærvær, vores samvær, vores sociale overenskomst, som er en gammel lov om at vi er sociale væsner. Vi selv er syge i vores grundvold, fordi vi ikke har fat i vores grundligende arv, som menneske. 430.000 danskere mærker stress i deres dagligdag, det koster samfundet 27 milliarder om året og vi har 1,5 million fraværsdage alene pga. stress. WHO forudser at i år 2020 bliver stress og depression den hyppigste sygdom i den vestlige verden. Det må siges at være et sygt samfund, i hverfald ramt og rystet, og tilbage til børnene, Er de ikke bare ramt af dette manglende nærvær?, dette manglende sociale netværk? Som styrker fællesskabet udvendigt, og giver en dybereliggende ro inden i os.

At leve i OVERENSSTEMMELSE med vores indre bestemmelse, er kuren, metoden, vejen tilbage til et bæredygtigt liv.

Er det muligt at finde sit Point of Gravity?

Vejen mod et sundere Livsforhold, et mere bæredygtigt liv, må naturligvis være, et liv hvor stress mindre mindre ligesom mindre dårlig samvittighed, mere overskud, mere tid, mere nærvær og mere samvær, mere fordybelse, ja mere af det som giver mening og værdi. Summen af mindre belastning og mere af det som giver Livsfylde og værdi giver "Point of Gravity" som er vores balancepunkt, som er bæredygtigt, hvilket betyder, dette punkt hvor vi kan stå i os selv og hvor vi ikke er nemme at vælte. Listen kunne godt være en anti-stress liste, som gav en del bud på hvad som kunne betegnes som det som ville bidrage til en væren tilstand, hvor der er fred i sindet og ro i kroppen. Men den liste som passer til mit "Point of Gravity" er ikke nødvendigvis den samme som din, så vi er dømt til at tage ansvar for vores eget liv og hvordan vi stykker det sammen, så vi genskaber en mere sund balance i os. Men der er alligevel noget, vi alle mennesker har brug for og som står tydeligere frem, der hvor vi har mistet det. Nemlig en dyb og nærværende kontakt både i os selv, og i forhold til en livspartner, altså en intim partner, en seksuelt partner hvor fortrolighed og tilliden er intakt. Dette er vores livsnerve i lidenskabeligt liv. Dernæst er det nære sociale relationer, og herefter kommer et meningsfyldt arbejde, hvor der er plads til at udvikle sig, og at det er i arbejdsmiljø hvor der arbejdsglæde, trivsel og gode kollegaer og samarbejde, og at det har et højt formål. Dette er kernen i et bæredygtigt liv, dette er basis-pakken i det gode liv, herfra kommer kommer vi til forskellige behov og ønsker, eks. at bo på landet, eller bo i byen, og vi trives ikke, hvis vi er by mennesker og bor på landet, og hvis vi har et dybt ønske om skrive børnebøger, så duer det ikke at sidde i den kommunale borger service. Altså vi er nødt til at være tro mod vores værdier, behov og drømme om vores liv.

Hvis vi tager denne indre vej, mod drømmene og længslernes kalden på det, vi ikke har fat i dette indre landskab af dybereliggende behov, så er der meget der bliver overflødigt fyld, trøst og afhængigheder. Her vi også være i en dybere ro, mere fred i sindet, og ikke mindst det, at have fat i taknemmeligheden. Tiden er også en faktor og tiden er løbet fra os, det samme er 8-9 timer om dagen 5 dage om ugen. Intelligent teknologi og automatik vil komme til at gøre en del af arbejdet for os. Så med mindre man lever for at arbejde, og har en mission i det arbejde man foretager sig, ja så vi et lidenskabeligt liv, være fordret af, måske 4 dages arbejdsuge 7 timer om dagen. Dette vil give mere plads til, at kunne leve et mere nærværende liv, hvor der bliver mere tid til at leve økologiske, at selv tage hånd om mad og indkøb, på en ikke-industriel måde. Det er det som bliver en minimalisktisk meningsfuld måde at leve på, at leve det liv som giver mening, har et sæt leveregler, hvor tingene tages ud fra prioriteringer de vigtigste, de højeste. Det er her at man bliver mere idealistisk, patriot, lidt som at være nybygger i eget liv.

Så minimalisme, mening og tid til lidenskab har mindst et fælles, nemlig det at være i det som har værdi, et større fokus, og så er der fraværet af alt det som slører, tager vores tid og vores resurser, og ikke mindst det der binder os til et forbrugssamfund, som i virkeligheden er meget styret af frygt, afhængighed, trøst og oversprings-handlinger når man ikke helt har styr på sine værdier og hvad der er ens lidenskab.

Uanset hvad, så kommer vi alle til at skulle ændre vores livstil, i forhold til det forbrugsliv, vi har i dag, så hvorfor ikke lade mening og lidenskaben vise vejen?

Mads Vang Christensen

Created By
Mads Vang Christensensen
Appreciate

Credits:

Oprettet vha. billeder af Riccardo Chiarini - "It was a cloudy day and I was on my couch, bored because I was doing nothing, so at 4pm I decided to go to Lake Carezza. The weather was not good, but according to the forecast it would be better for the sunset. It was worth it. Legend has it that a magician smashed the rainbow he had created to seduce a mermaid into the lake, sending beautiful colors tumbling into the water. In truth, many of the beautiful colors are reflected from the surrounding evergreen forests, colors of the mountain rock faces, and the sky above." • Lukasz Szmigiel - "Beautiful woodland path" • v2osk - "Taking The Scenic Route" • Luca Bravo - "Seclusion in Lago di Braies"