Danmark er det land med mindst vild natur i Europa. Næsten hvert et hjørne er fyldt ud med landbrug eller by, mens skovene præges af tømmerproduktion og mountainbikeruter. Er vi som moderne, kontrollerende mennesker kommet så langt væk fra vild natur, at vi har mistet noget af os selv? Vi er taget til Danmarks største skov for at undersøge, hvilken værdi naturen har for os i dag.

Mathias Svold og Ulrik Hasemann

Rold Skov er Danmarks svar på det vilde vesten. Det har historisk set været et lovløst samlingspunkt for rakkere, originaler og røvere, der gemte sig dybt inde i træernes skjul. Den store, utæmmede skov skabte grobund for myter og sagn, der er gået i arv gennem generationer. I Rold Skov er folketroen stadig stærk, og skoven tiltrækker skæve personligheder, der her føler sig accepteret.

”Når jeg drømmer, så begynder jeg at huske, og det vil jeg ikke”, siger Michael Rasmussen. Det, han ikke vil huske, er et liv fyldt med hårde stoffer, som han begyndte på i 12-14 års alderen. De seneste to måneder har han boet på Blå Kors i Arden. Det er ikke en afvænningsklinik, men et sted ’folk i problemer’ kan bo. Og så ligger det lige op ad Rold Skov. To gange om dagen hopper Michael på cyklen og kører rundt i skoven, og han fisker også ofte i søerne. ”Naturen er afhængighedsskabende, men det er ren medicin. Når jeg ligger med krogen i vandet, lytter jeg til vandet, der klukker, og vinden i træerne, og så går der timer, uden jeg har tænkt på noget af alt lortet.”
Blodet fra en ofring er magisk. Ved at smøre det i panden overføres det til én selv. Rasmus Rævedis er troldmand og finder spirituel indsigt i den vilde natur, der er fundamentalt i heksekunst. Derfor ville han ønske, at vi i Danmark havde skov som Sverige. Til gengæld er han flyttet til udkanten af Rold Skov, hvor han lever i tæt kontakt med naturen. Han følger oldnordiske ritualer i forbindelse med solhverv og jævndøgn, mens han ser varsler i naturens gang. Den gamle heksetradition “udesidning” praktiserer Rasmus i Rold Skov. Han kan sidde på en gravhøj eller korsvej en hel nat i absolut mørke. Alene. Når synssansen lukkes af, får han en dyb kontakt med naturen, og magiske væsner som elvere og vætter åbenbare sig i øjenkrogen.
De traditionsrige kroer i udkanten af skoven har gennem årene slået ligeså dybe rødder som træerne i Troldeskoven. På Rold Storkro kæmper udstoppede kronhjortehoveder med skovmalerier om pladsen på væggene. Kroen var op gennem 70’erne et gastronomisk centrum og det fineste hotel i Jylland. På de kridhvide duge er der stadig dækket sirligt op til mange, for der bliver igen fyldt op i aften. Den ældste kro, Rold Gammelkro, har siden 1747 haft gæster, der søgte ro i naturen om dagen og ly for røverbanderne om natten. Besøgende valfarter stadig til kroen. “Jeg har kun været bestyrer her i 23 år,” konstaterer Bent Klit med et henkastet blik på sit antikke lommeur. ”Folk har efterhånden været hele verden rundt, men de har ikke været i deres egen skov,” siger han.
“Jeg går aldrig sur på arbejde,” fortæller Martin Birk Nielsen. Han byttede Aalborg ud med skoven for et år siden, da han blev tjener på Rold Storkro. Et valg han ikke fortryder. Efter at have arbejdet syv forskellige steder har han endelig fundet sig til rette. “Præcis ligesom gæsterne finder jeg ro og fred ved at være her.”
Med sine 80.000 km2 er Rold Skov Danmarks største skov. Det meste af skoven og dens mange søer, moser og kilder er udpeget som Natura 2000-område, hvilket er særligt beskyttet natur i EU. 75% af skoven ejes af godser, og den resterende del er statsskov.
Helge Qvistorff blev direktør på Rold Storkro sidst i 60’erne. Det frustrerede ham, at han måtte melde pas, når gæsterne spurgte ind til historier fra egnen. Der fandtes nemlig ingen bøger om skoven. Han har viet de seneste 45 år af sit liv på at indsamle information og mundtlige overleveringer, så de ikke går tabt. ”Selvom jeg har rejst med store skibe til Amerika og Asien, er det i Rold, jeg føler mig som opdagelsesrejsende. Jeg bliver ved med at finde nye historier og nye steder og nye træer", siger 79-årige Helge, der sidste år udgav bog nummer 15 om skoven. "Det har været en livslang kærlighedsaffære”.
Med sin største hane i favnen bevæger Rasmus Rævedis sig ud til det yderste hjørne af det nedlagte landbrug. Grebet er sikkert og fast, men stadig så løst, at han ikke klemmer den. Ligesom man vil holde en nyfødt. Han bukker sig høfligt ned og præsenterer hanen til de fire verdenshjørner. Han giver sig god tid. Lukker øjnene. Han bevæger sig ind i en trance og begynder at tale i tunger med oldnordiske ord. Målrettet træder han ind i midten af offerpladsen og placerer hanehovedet på en i forvejen bordeauxrød træstub. Et øjeblik senere er den delt i to. Offerritualet er en tak til magiske væsener for den gode høst og for hjælpeånderne på hans gård.
Livet i skoven er ikke bare romantik ifølge Poul Erik Knuden. Derimod hårdt arbejde. Han kommer lige fra skoven, hvor han har hentet brænde til den kommende vinter. De marineblå, gennemhullet Kansas overalls vidner om, at rutinen er gentaget i en menneskealder. Poul Erik er 69 år og pensionist, født og opvokset i Rold. “Turismen er jeg ikke møj for. De kommer og går i skoven i weekenden, hvor deres skide biler holder i begge mine indkørsler,” siger han. “Jeg går aldrig søndagstur i skoven. Jeg bor her.”
”Det bedste ved skoven er, at den er langsom”, siger Preben Palsgaard. Han har arbejdet som skovløber i Rold Skov i over 30 år, men det er ingenting målt i skovtid. Hans arbejde er en lille parentes i skovens hundredårige levetid. ”Jeg er en del af historien her. Jeg passer på skoven og giver den videre, så man også kan nyde godt af den, efter du og jeg ikke er her længere.”
”Red Bull Rævejagt vender op og ned på den klassiske Hubertusjagt: Hesten er nemlig udskiftet med en af ’jern’, og under selve jagten er det jægerne, som bliver jagtet af ’ræven’,” skriver Red Bull om deres årlige mountainbikeløb i Rold Skov. Ræven er mountainbike-verdensmesteren Simon Andreassen, og han skal i dag jagte de 450 røde ryttere, som bliver sluppet løs i skoven i en ”infernostart”.
Dybt inde i Rold Skov ligger en grusgrav. Den måler næsten en kilometer fra den ene ende til den anden, men den bliver måske endnu større. I en ny råstofplan ligger region Nordjylland op til at tillade at udvinde grus fra et område, der er mere end tre gange så stort. Det frygter de lokale naboer til grusgraven, for de får deres drikkevand fra skovområdets undergrund. En af dem er Keld Adzersen, som kommer til at bo 270 meter fra grusgraven. ”En ting er støjen og svineriet, men det jeg er mest bekymret for er vores drikkevand. Hvad er vigtigst? Steder man kan hente vand, eller steder man kan hente grus? Jeg synes, det er at spille hasard,” siger Keld.
Ro. Ro er ordet, der går igen hos Søens Folk. I modsætning til de fleste vinterbadere i Danmark, bader de ikke i havet, men i en sø midt i Rold Skov. På sådan en dag uden blæst skaber det spejlblanke vand en meditativt og fredfyldt ro, der tiltrækker folk fra hele Nordjylland. Der er over 300 medlemmer i klubben, og der kommer omkring 30 nye ansigter til hvert år. To af dem er Birgitte Skibdal og Michael Routhe, som i dag har haft deres første dyp i søen.
Bjergskoven er urørt skov. Midt ude blandt vilde træer og krogede grene tårner et to meter højt pigtrådshegn op. Indenfor lever Frueskoen. En vild orkide, der er truet i hele Europa, og i Danmark findes den kun i Rold Skov. Den har været indhegnet i over 100 år for at beskytte den mod blomstertyve, men af og til bliver den alligevel stjålet. Det skete senest i sommers, hvor hovedparten af de sjældne blomster forsvandt. Naturstyrelsen har derfor besluttet, at de vilde orkideer fra næste år vil være under videoovervågning.
Hanne Back Jensen var ikke i tvivl, da hun for 40 år siden startede som folkedanser. Hun ville optræde i Himmerlandsdragten. For det er egnsdragten for området i Rold Skov, og her har hun har boet i hele sit 69-årige liv. Siden da har Hanne danset med sin mand, Hans Ole, hver tirsdag i Rebildkvadrillen.
Et netværk af underjordiske minegange breder sig i dybt under Rold Skov. Temperaturen falder i takt med, man bevæger sig ned mellem de fugtige vægge badet i gult spotlys. Kigger man godt efter, afslører sprækkerne gemmesteder for hundredvis af flagermus. Thingbæk Kalkminer er det sidste sted i området, at den truede dyreart kan overvintre. Det er over 80 år siden, der blev gravet efter kalk, og nu deler flagermusene minen med turister og museumsskulpturer.

På Rold Storkro serveres der hver lørdag 3-retters menu i Panoramarestauranten med udsigt til indhegnede dådyr. Efterfølgende spilles der op til dans på marmorgulvet. Sådan har det altid været.

By

Mathias Svold & Ulrik Hasemann

www.mathiassvold.dk - www.hasemannphotos.com

Created By
Ulrik Hasemann
Appreciate

Made with Adobe Slate

Make your words and images move.

Get Slate

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.